Cambridge-engelsk og Goethe-tysk på KSS
Se videoen fra Cambridgeholdets sidste tur til London og hør om Cambridge-engelsk
Fakta om Cambridge-engelsk
- Et tilbud til eleverne i 9. klasse.
- Undervisning seks timer om ugen.
- Afsluttes med en frivillig prøve, som består af fem dele – de skriftlige rettes og bedømmes i Cambridge.
- Bestås alle dele, udleveres et FCE-certifikat fra University of Cambridge.
- FCE giver adgang til at studere i udlandet.
Stine Agervig, underviser i Cambridgeengelsk:
Eleverne bliver selvsikre og flydende på engelsk. De kommer tæt på en engelsksproget hverdag og får viden om sproget, både formelt og uformelt. Der arbejdes med læsning, skrivning, lytning og samtale, og der arrangeres en tur til London i løbet af skoleåret.
Mød Goethe-tysk lærer Susanne Dannevang
Fakta om Goethe-tysk
- Et tilbud til eleverne i 8. klasse.
- Afsluttes med en frivillig eksamen.
- Eleverne bedømmes efter en international skala.
- Ved bestået eksamen opnås A2 Goethe-certifikat, som giver adgang til studier i Tyskland.
- Prøven består af en skriftlig del (lytte, læse, skrive) à 70 minutter og en mundtlig del à 15 minutter.
Mød Anja Hansen, lærer i indskolingen og på mellemtrinnet
Anja Hansen har været lærer på Kirstine Seligmanns Skole siden 2004.
Hun underviser primært i dansk og billedkunst men har også idræt, historie og matematik på repertoiret.
Lærer Anja Hansen: Børnene lærer værdien ved samarbejde lige fra 0. klasse
Når jeg underviser i indskolingen, forsøger jeg at skabe en kobling mellem det faglige og det sociale i klassen. Vi er på skolen privilegerede i den forstand, at forældrene aktivt har valgt skolen til. Det giver et stærkt engagement, hvilket hjælper os til at skabe ro, tid og rum til at gøre det, vi er bedst til, nemlig at undervise.
Med opbakningen hjemmefra møder eleverne glade og engagerede op til skoledagen og er klar til dagens dont, når klokken ringer ind.
I min undervisning arbejder jeg aktivt med at bevidstgøre eleverne om kvaliteten af samarbejde, og jeg forsøger at gøre dem bevidste om deres eget ansvar og deres egen rolle i et velfungerende samarbejde – både i faglige og sociale sammenhænge. Det gør jeg blandt andet ved, at eleverne arbejder med én fast læringsmakker i en periode på to uger, hvorefter de igen skifter makker.
Mød lærer Henrik Nørtoft Olesen, lærer i indskoling, på mellemtrin og i udskolingen
Henrik Nørtoft Olesen har været lærer på Kirstine Seligmanns Skole siden 2007, og han underviser i kristendom, idræt, biologi og matematik.
Henrik Nørtoft om at være lærer på Kirstine Seligmanns Skole: Her kan jeg koncentrere mig om at undervise
”Kirstine Seligmanns Skole er noget, som elever og forældre vælger til. Eleverne kommer her, fordi de tror på skolens værdisæt.
De kommer her for at lære noget. De er motiverede.
Det betyder, at jeg kan koncentrere mig om det, jeg er uddannet til – nemlig at undervise. Det betyder også, at jeg har et aktivt og godt forhold forældrene, og vi arbejder i fællesskab på at løfte eleverne.
Det bedste ved at undervise her på skolen er samspillet med eleverne. Det er berigende at gå på arbejde, og her er både plads til seriøs undervisning og til humor, til at hygge sig og til at diskutere.
Relationen til børnene er noget helt særligt, fordi vi er her med samme dagsorden.
Selvfølgelig er der også udfordringer, men det at vi har fælles mål, sparer os for mange forhindringer.”
Faglighed, fællesskab og dannelse
Vi har den overbevisning, at kun når læring og fællesskab går hånd i hånd, trives hvert enkelt barn og ung og udvikler den dannelse, som sikrer et stærkt fodfæste i livet. Kirstine Seligmanns Skoles traditioner udgør fundamentet for faglighed, fællesskab og dannelse.
Interesseret i at høre mere?
Har du spørgsmål til vores skole, værdier eller hverdag, eller ønsker du at høre mere om mulighederne hos KSS Vejle, er du altid velkommen til at kontakte os via formularen herunder.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Tøv ikke med at kontakte os, hvis du har yderligere spørgsmål. Vi besvarer henvendelser i løbet af 1-3 hverdage. Er det noget der haster er du meget velkommen til at ringe til os.
- Undervisning præget af høj faglighed
- Et stærkt og inkluderende fællesskab
- Fokus på traditioner, dannelse og værdier